Spring til indhold

Databehandleraftale

Version 5 — varslet 29. september 2026 og gælder fra 29. oktober 2026. Version 3 blev varslet 20. august 2026; maildelen gælder fra den varslede aktiveringsdato

Drifter vi en hjemmeside for jer, behandler vi personoplysninger på jeres vegne. Denne aftale er den databehandleraftale databeskyttelsesforordningens artikel 28 kræver. Den er indgået med Weblift ApS, Hunderupvej 104, 1., 5230 Odense M, CVR 46573188, og gælder automatisk som en del af abonnementet — I skal ikke underskrive noget separat. Den kan printes og vedlægges et udbud. I er dataansvarlige, vi er databehandlere. Ved uenighed mellem denne aftale og handelsbetingelserne går denne aftale forud i spørgsmål om personoplysninger.

§1 Hvad aftalen dækker

Formål
At levere, drifte og vedligeholde den hjemmeside vi bygger for jer og, når I vælger den, den inkluderede firma-mail.
Varighed
Så længe abonnementet løber, og derefter som beskrevet i §8.
Typer af oplysninger
Almindelige oplysninger: navn, adresse, e-mail, telefonnummer, bestillinger, bordreservationer og beskeder jeres kunder sender via siden, og afsenderens IP-adresse, som vi gemmer for at kunne opdage misbrug og svindel. I firma-mail kan der desuden være beskedindhold, vedhæftninger, afsender/modtager og tekniske metadata. Vi beder jer ikke om at lægge følsomme oplysninger eller CPR-numre på en side eller i en postkasse vi drifter.
Opbevaring
Fra 29. oktober 2026 sletter vi beskeder fra kontaktformularen på siden 365 dage efter, vi modtog dem, bestillinger 12 måneder efter, de blev afgivet, og bordreservationer 12 måneder efter den dag, bordet var reserveret til. Det er en del af jeres instruks, jf. §2. Senest 30 dage efter, at abonnementet er ophørt, slettes det hele, jf. §8.
Kategorier af registrerede
Jeres kunder, besøgende, korrespondenter og de medarbejdere hos jer der har login til CMS, kundeportal eller firma-mail.
Importeret side (Hosting)
Vi opbevarer de filer, I uploader, og udleverer dem til besøgende via Cloudflare. Personoplysninger i filerne (f.eks. navne og billeder af medarbejdere) behandler vi kun for at hoste siden. Formularer og sporing på siden sender data til de tjenester, siden selv bruger — ikke til os — og er uden for denne aftale.

§2 Vi handler kun efter jeres instruks

Vi behandler kun personoplysninger efter jeres dokumenterede instruks — også når det gælder overførsel til lande uden for EU/EØS. Aftalen her, handelsbetingelserne og de opgaver I beder os om undervejs udgør instruksen; overførsler sker kun via de underdatabehandlere og på det grundlag, der står på listen i §5. Mener vi, at en instruks strider mod databeskyttelsesreglerne, siger vi til. Bliver vi forpligtet af lovgivningen til at behandle oplysninger på anden måde, orienterer vi jer først, medmindre loven forbyder det. Jeres kunders oplysninger sendes aldrig til vores AI-leverandører og bruges aldrig til vores egne formål.

I indestår som dataansvarlige for, at I har hjemmel til behandlingen, at jeres instrukser er lovlige, og at jeres egen privatlivs- og cookiepolitik over for jeres kunder er på plads — vi leverer udkastene, jf. Hvem har ansvar for hvad.

§3 Fortrolighed

Kun de personer hos os, der har brug for det for at drive tjenesten, har adgang til jeres data, og de er underlagt fortrolighed. Adgangen fjernes, når behovet ophører.

§4 Sikkerhed

Vi træffer de tekniske og organisatoriske foranstaltninger, artikel 32 kræver. I praksis er det:

  • Al trafik til og fra siden er krypteret (HTTPS), og certifikater fornys automatisk.
  • De hjemmesider vi bygger, er statiske filer uden CMS-runtime, database eller login-side på selve siden — de tre almindeligste veje ind findes ikke.
  • Adgangskoder gemmes som bcrypt-hash, aldrig i klartekst. Et skiftet kodeord annullerer alle eksisterende sessioner.
  • Weblift gemmer eller logger ikke firma-mailens adgangskode. Et skift kræver ny godkendelse med kundens Weblift-adgangskode og sendes direkte til mailudbyderen.
  • Adgangstokens til kundeportalen kan kun nå en udtrykkelig liste af endepunkter — en ny funktion er lukket, indtil den bevidst åbnes.
  • Betalinger foregår hos Stripe. Kortoplysninger rører hverken jeres side eller vores server. Beløb fastsættes altid på serveren, aldrig i browseren.
  • Databasen sikkerhedskopieres dagligt og opbevares i 30 dage. Gendannelse af én kundes data uden at røre andres er øvet på en rigtig kopi, ikke kun beskrevet.
  • Offentlige endepunkter er rate-limited mod misbrug.

Vi oplyser ikke noget om overvågning, penetrationstest eller certificeringer, fordi vi ikke har det. Får vi det, står det her.

§5 Underdatabehandlere

I giver med denne aftale en generel godkendelse af, at vi bruger underdatabehandlere. Hvem de er, hvad de gør, hvor data ligger, og hvad grundlaget er for overførsler ud af EU/EØS, står på listen over underdatabehandlere, som I har godkendt ved aftalens indgåelse. Vi varsler ændringer mindst 30 dage før, og I kan gøre indsigelse i den periode; kan vi ikke imødekomme indsigelsen, kan I opsige uden varsel frem til ændringen træder i kraft. Vi pålægger skriftligt enhver underdatabehandler de samme databeskyttelsesforpligtelser som dem, der står her, og vi hæfter over for jer for underdatabehandlerens opfyldelse af dem.

§6 Bistand til jer

Beder en af jeres kunder om indsigt, rettelse, sletning eller dataportabilitet, hjælper vi jer med at svare — uden unødig forsinkelse og senest 10 arbejdsdage efter I beder om det. Henvender den registrerede sig direkte til os, svarer vi ikke selv, men sender henvendelsen videre til jer. Vi bistår desuden med konsekvensanalyser og forudgående høringer, i det omfang det er relevant for vores del af behandlingen.

§7 Brud på persondatasikkerheden

Opdager vi et brud, underretter vi jer uden unødig forsinkelse og senest 48 timer efter vi er blevet bekendt med det — så I kan nå jeres egen frist på 72 timer over for Datatilsynet. Underretningen beskriver hvad der er sket, hvilke oplysninger og hvor mange registrerede der er berørt, hvad konsekvenserne kan være, og hvad vi gør ved det. Vi anmelder ikke på jeres vegne; det er jeres beslutning som dataansvarlige.

§8 Sletning ved ophør

Når abonnementet ophører, sletter vi personoplysningerne, eller returnerer dem til jer hvis I beder om det inden for 30 dage. En firma-mailboks slettes ikke automatisk af en betalingshændelse; inden for samme frist aftaler vi eksport eller overdragelse og oplyser den konkrete sletningsdato. Øvrige data slettes senest 30 dage efter ophør. Data kan derefter fortsat findes i sikkerhedskopier, indtil de udløber efter deres normale 30 dage, hvorefter de er væk. Vi opbevarer kun det, lovgivningen kræver af os — f.eks. bogføringsmateriale.

§9 Dokumentation og revision

Vi stiller de oplysninger til rådighed, der skal til for at vise, at vi overholder artikel 28 — herunder ved at besvare et sikkerhedsspørgeskema. Ønsker I en egentlig revision eller inspektion, aftales tid og omfang på forhånd, og I afholder omkostningerne, medmindre revisionen afdækker væsentlige mangler hos os.

§10 Ansvar, lovvalg og ændringer

Ansvarsbegrænsningen i handelsbetingelsernes §21 gælder også for denne aftale, dog ikke for det ansvar over for de registrerede, som forordningens artikel 82 lægger direkte på os. Aftalen er underlagt dansk ret med værneting som i handelsbetingelsernes §25. Ændringer i aftalen varsles mindst 30 dage før de træder i kraft. Aftalen gælder, så længe vi behandler personoplysninger for jer, og §8 gælder efter ophør.

Versionshistorik

  • Version 5, varslet 29. september 2026, gælder fra 29. oktober 2026 — faste opbevaringstider for beskeder, bestillinger og bordreservationer på siden (§1), og afsenderens IP-adresse nævnt blandt typerne af oplysninger. Indtil da gælder version 4.
  • Version 4, 27. september 2026 — importerede sider (Hosting-pakken) føjet til omfanget i §1. Ingen ændring for eksisterende kunder.
  • Version 3, 20. august 2026 — firma-mail føjet til omfang, sikkerhed og sletnings-/overdragelsesforløb.
  • Version 2, august 2026 — overførsler kun efter instruks, jeres ansvar som dataansvarlige, hæftelse for underdatabehandlere, artikel 82, og rettede henvisninger til handelsbetingelserne (§21 og §25).
  • Version 1, 16. august 2026 — aftalen oprettet.